Man skal behandle hinanden ordentlig, så det er rart at være på skolen.
På gangene må der ikke løbes, og i klasselokalerne må man kun opholde sig, hvis man færdes stille og roligt. Opstilling ved faglokalerne foregår også uden støj.
Affald lægges i skraldespandene, både ude og inde. Overtøj hænges på knagene. Før et klasseværelse forlades, ryddes der op og tavlen gøres ren. Efter sidste time fejes gulvet, stolene hænges op og lyset slukkes.
Hvis ting ødelægges p.g.a. uforsigtighed eller ubetænksomhed, erstattes de af den eller dem, der har ødelagt tingene.
Det accepteres ikke, at der tages billed- eller lydoptagelser af andre elever eller voksne uden samtykke – uanset om det foregår på skolens område eller i forbindelse med skolens aktiviteter andre steder.